Kontakt sekretariatet på
60 70 65 03

Det startede som en tanke

 

Det startede med en tanke

 Politipensionisternes Landsforening er på vej mod de 25 år.

Harald Olesen, der var en af initiativtagerne, fortæller om den spæde begyndelse.

Af Povl Rasmussen, redaktør Statspensionisten

 

Et par år efter sin pensionering fra politiet i oktober 1990 flyttede tidligere politiinspektør Harald Olesen fra Søborg til et villakvarter i udkanten af Assens, hvor han en sommerdag i august 2014 åbnede døren for et interview om fortællingen om Politipensionisternes

Landsforening.

     Harald Olesen fylder 90 år til marts 2015, og samme år kan han også holde 25-års jubilæum som pensionist.

     – Tiden er jo gået, og jeg er nok ikke så skarp i hovedet mere, så det er sikkert ikke så meget, jeg kan bidrage med, byder Harald Olesen velkommen med sin sædvanlige lune.

     Men i løbet af samtalen viser det sig, at hans manglende evne til at huske navne eller bestemte begivenheder og datoer, ikke afviger væsentligt fra langt yngre mennesker.  

 Tiden før

 Harald Graves Olesen så første gang dagens lys den 23. marts 1925 i Odder, hvor han også voksede op og gik i både kommune- og realskole, som han afsluttede med en mellemskoleeksamen.

     Den 1. april 1940 kom han i lære som bygningsmaler hos en malermester i Odder. Han blev udlært i 1944.

     I 1951 gik han med en kollega på en byggeplads i Odder, hvor de havde noget malerarbejde på et nybyggeri. De havde en stærk fornemmelse af, at de ville blive arbejdsløse, når de var færdige med opgaven.

     – Hvorfor prøver du ikke at søge noget fast arbejde? spurgte kollegaen, der selv tidligere havde været i fængselsvæsenet, men som var stoppet, da det ikke var noget for ham, – men derfor kan det da godt være, at det er noget for dig. Fast arbejde og fast løn.

     Harald Olesen gik og overvejede det nogen tid, og blev så enig med sin daværende kone om, at det måske var noget.

     Han var ikke klar over, hvor han skulle henvende sig, så han gik hen på den lokale politistation, og i ekspeditionen stod stationsleder Frederik Nielsen, der var nabo til hans forældre.

     Harald Olesen spurgte efter et ansøgningsskema til fængselsvæsenet.

     – Fængselsvæsenet! Du skal kraftedme ikke gå rundt og rasle med nøgler. Skal du være noget, skal det være politimand. Og her har du et ansøgningsskema.

Værsgo min herre!

    – En noget bramfri herre, denne Frederik Nielsen, men jeg har takket ham og Vorherre mange gange for, at han fik mig ind i politiet.

Tiden efter.

 Harald Olesen blev indkaldt til prøve på politistationen i Odder og til psykoteknisk prøve i København, og den 1. september 1952 startede han på Politiskolen på Artillerivej i København. Han blev stationeret på Station 4, Under Elmene, hvor han var indtil 1954.

     Efter udrykningstjenesten kunne han søge ud, og i 1956 kom han til Horsens, hvor han var indtil 1962. Medens han var ved ordenspolitiet i Horsens var han et år som medhjælper i kriminalpolitiet, og han prøvede også at være landbetjent i Nr. Snede.

     Efter en skilsmisse søgte han til Rødovre.

Fagligt interesseret.

 Harald Olesens interesse for fagligt arbejde går helt tilbage til hans læretid og tiden efter som malersvend. I en periode var han formand for den lokale afdeling af malersvendenes fagforening.

     Medens han gjorde tjeneste i Horsens, blev han kasserer i den lokale politiforening, og senere i Rødovre blev han formand.

     I 1966 søgte han til Politiskolen, hvor han først blev hjælpelærer og senere klasselærer. Han var der indtil 1970, hvor han blev kontaktet af den daværende forbundsformand Anton Dalsgaard, der opfordrede ham til at søge en ledig stilling som forbundssekretær.

     Han fik stillingen, som han havde indtil 1975.

     En af hans fornemmeste opgaver var at beskæftige sig med pensionsforhold, især for de kolleger, der havde mén efter deres kz-ophold i blandt andet Buchenwald.

     Han førte lange forhandle med Justitsministeriet for at sikre de pågældende pensioner på de bedst mulige vilkår, hvilket blandt andet betød, at deres mén skulle anerkendes som tilskadekomst i tjenesten, således at de fik en højere pension end pensionsårene tilsagde, nemlig tilskadekomstpension. Og det lykkes i stort omfang.

     Mange ville pensioneres, og han havde samtaler med dem, hvor han gjorde dem klart, at det ikke kun handlede om at få pension, men også om at tilrettelægge sin pensionstilværelse.

     – Det behøver nemlig ikke at være lykken kun at gå hjemme, siger Harald Olesen.

     I tiden som forbundssekretær var han blandt andet også instruktør på tillidsmandskurserne på LO-skolen.

     I 1975 ringede vicerigspolitichef Søgård og spurgte, om det var hans hensigt ”at sidde og rådne i forbundet”, for der var en ledig politikommissærstilling i embedet, som han synes, at han skulle søge.

     Harald Olesen startede i ansættelsesafdelingen, hvor han afholdt prøver for aspiranter, rejste med bedømmelseskommissionen osv. Efter 1½ år blev han flyttet til Personaleafdelingen, hvor hans ansvarsområde var at behandle pensionssager – det samme, som han havde gjort i forbundet, men nu på den anden side af skrivebordet.

     I 1979 blev han politiinspektør og leder af Rigspolitichefens Bygningsafdelingen, og han havde denne stilling indtil pensioneringen i oktober 1990.

     Han boede dengang i Søborg, men i 1993 flyttede familien til Assens.

Landsforeningen

Da Harald Olesen blev pensioneret førte hans tanker ham tilbage til arbejdet med pensionssagerne, og tanken om at samle pensionisterne i en eller anden form for socialt fællesskab opstod.

     Han talte med en kollega, Ivar Mortensen, der var pensioneret fra Københavns Politi, og som havde startet en klub for pensionisterne i København.

     Harald Olesen fik den tanke, at der måske kunne laves noget tilsvarende på landsplan. Resultatet blev, at han fik samlet en lille gruppe på 5-6 mand – husker ikke alle deres navne, men den ene var Preben Eriksen fra Gladsaxe Politi (død nu).

Han har ihærdigt forsøgt at genkalde sig de øvrige, men han kan ikke komme på nogen navne, og han har ikke noget skriftligt liggende.

     Gruppen blev enige om, at man skulle prøve at animere de lokale politiforeninger til at oprette klubber for deres pensionerede kolleger. De tog kontakt til politiforbundet og fik lov at holde vores møder i dér, og fik samtidig tilsagn om, at man ville anmode tillidsmændene i lokalforeninger om at være behjælpelig med at danne lokale foreninger, der jo skulle være basis for at etablere en landsforening.

     Harald Olesen kan huske, at han i den forbindelse var i Odense for at holde et orienteringsmøde, som var indkaldt af Odenses politiforening, for at etablere en lokal pensionistforening.

     – Jeg mødte troskyldigt op til aftalte tid, og det var forbavsende, hvad der var fremmødt:

Der var én, nemlig enken efter en pensioneret politimand. Det var hyggeligt nok, vi fik en kop kaffe. Og så tog jeg hjem igen.

     – Det tog jo noget af pippet fra en, at interessen ikke var større, husker han.

     Kort tid efter flyttede han til Assens og mistede forbindelsen til

gruppen.

     De havde aftalt, at Preben Eriksen skulle fortsætte arbejdet som primus motor i stedet for ham selv, men han fik aldrig senere fulgt op på det. Han ved dog, at Aalborg var et af de steder, hvor man hurtigt fulgte op og fik etableret en pensionistforening via daværende tillidsmand Hans Jørgen Poulsen, der senere blev en meget aktiv formand for Aalborgs pensionistforening.

Etableringen

Harald Olesen har en erindring om, at både Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening økonomisk støttede etableringen af en landsdækkende pensionistforening.

– 1.500 kr. fra den ene, og nogle tusinde fra anden – men detaljerne om projektet fortaber sig noget.

     – Og det irriterer mig, at jeg aldrig har fået fulgt op på det, når jeg nu havde fået sat skub i det, siger en ærgerlig Harald Olesen.

     Han mener dog, at det stiftende møde antagelig fandt sted den 1. februar 1995.

Det er så 20 år siden til næste år, men den første tanke hos ham opstod i 1990, altså for 25 år siden i 2015.

     – Det tager jo tid at få en tanke ført ud i livet.

     Harald Olesen beklager, at han ikke kan komme med de forløsende ord om stiftelsen af Politipensionisternes Landsforening, men mener, at der må ligge nogle referater et eller andet sted om den forening, som han for 2-3 år siden blev udnævnt til æresmedlem af.